Gynækologisk Obstetrisk Fysioterapi

Er du én af de 400.000 danskere, der lider af inkontinens eller andre gener fra underlivet, så er der i de fleste tilfælde hjælp at hente hos en fysioterapeut med speciale i urogynækologisk fysioterapi. Syv ud af ti der der kommer i behandling bliver fri for eksempelvis inkontinens. Her på klinikken har vi hele tre fysioterapeuter tilknyttet med dette speciale, hvilket betyder, at vi effektivt kan afhjælpe patienter med de generende underlivs-problematikker, der ofte sætter store begrænsninger i folks hverdag.

Underlivsproblematikker kan være meget grænseoverskridende at tale om, og mange føler, at deres livskvalitet er negativt påvirket af generne fra underlivet. Derfor har vi meget fokus på at behandle vores patienter med stor diskretion og respekt for den enkeltes grænse.

Behandlingen indledes altid med en grundig samtale og information om bækkenbundens anatomi og funktion.

Det er af stor betydning at undersøge bækkenbunden for at kunne vurdere muskelstyrken, udholdenhed, koordination og eventuelle skader på muskulaturen. Alt dette danner grundlag for at iværksætte et korrekt og effektivt hjemmetræningsprogram.

Behandlingen foregår ofte over 1-3 behandlinger fordelt over en længere periode. Hver enkelt person har individuelle behov og for alle gælder det, at bækkenbundstræning er livslang træning.

Du kan få henvisning fra din egen læge til Gynækologisk obstetrisk fysioterapi, men du kan også få behandling uden henvisning. Hvis du er medlem af Sygesikringen Danmark, kan du tillige få tilskud derfra.

Inkontinens

Stressinkontinens: ved stressinkontinens er du utæt når du hoster, nyser, hopper, griner og laver fysisk aktivitet.

Urgeinkontinens: urgeinkontinens defineres som følelsen af en kraftig trang til at lade vandet. Mange har svært ved at nå toilettet i tide og kender alle toiletter i byen. Tilstanden kaldes også for "den overaktive blære".

Overløbsinkontinens: ved overløbsinkontinens tømmes blæren ikke helt, når du tisser, hvilket fører en sivende inkontinens med sig.

Afførings- og luftinkontinens: afføringsinkontinens er lækage af luft eller afføring. Du kan have problemer med at holde på luften eller mangle kontrol over selve afføringen.

Problematikker der også kan også behandles med målrettet fysioterapi

Smerter i underlivet: Smerterne skyldes ofte en overspændt bækkenbundsmuskulatur eller bækkenmyoser. De fleste kender til hovedpine, der er forårsaget af spændinger fra nakken. Det samme kan ske i underlivet og give underlivssmerter.

Smerterne kan være jagende eller murrende, og de kan sidde i lysken, over skambenet, ved lænden eller stråle ned i låret. Det er med andre ord meget individuelt, hvordan smerterne opleves for den enkelte. Din menstruationscyklus kan også blive påvirket af spændinger i underlivet.

Det er en god ide at få en fysioterapeut, der er uddannet i bækkensmerter, til at hjælpe dig med at finde årsagen til smerterne. Hvis der er tale om myoser i muskulaturen i bækkenbunden, vil fysioterapeuten hjælpe dig med udspænding samt lære dig stræk- og knibeøvelser, som du kan lave hjemme. Det vil i de fleste tilfælde have en lindrende effekt på problematikken.

Skader i underlivet forårsaget af fødsel kan undersøges og afhjælpes med den korrekte træning og vejledning.

Smerter i skedeindgangen: smerter der helt lokalt sidder i skedeindgangen er en anden form for underlivssmerter. Smerterne opstår ofte ved berøring af slimhinderne i skeden, som udløser en brændende og sviende følelse. Tilstanden kaldes i fagsprog vulvodyni, og betyder for mange, at det bliver svært at gennemføre et samleje.

Skedekrampe, også kaldet vaginisme, er en anden form for smerte i skedeindgangen. Smerten har en mere skærende karakter, og behandles bedst med manuel udspænding eller ved brug af hjælpemidler.

Kvinders bækkenbund: bækkenbundens vigtigste opgave er at støtte og holde de indre organer, blære, livmoder og tarme på plads. Når musklerne i bækkenbunden er stærke nok, vil de snildt formå at lukke omkring åbningerne i urinrør, endetarm og skede. Hvis musklerne derimod ikke er stærke nok, vil mange opleve, at det bliver svært at holde på urin og afføring (ofte forværret ved grin, hop eller nys). Underlivets organer vil også kunne synke nedad og det giver en meget ubehagelig tyngdefornemmelse i underlivet.

Størstedelen af muskelfibrene i bækkenbunden er tværstribet muskulatur, hvilket er godt nyt for genoptræning. Men det kræver en korrekt knibeteknik at få trænet bækkenbunden ordentligt op igen. Det er aldrig for sent at gå i gang med genoptræning af bækkenbunden.

Mænds bækkenbund: hos mænd danner bækkenbundsmusklerne gulvet i bughulen, hvor de støtter organerne i bækkenet og hjælper med at holde på urin, afføring og luft. Derudover spiller bækkenbunden også en betydelig rolle i forhold til rejsningen.

Når du som mand spænder bækkenbunden lukkes der af for urin- og endetarmsåbning og blæren og prostata løftes. Omkring roden af penis sidder der desuden to muskler, der danner en slags manchet. Disse muskler er vigtige i forhold til at holde trykket i penis under rejsningen. Ved at spænde disse muskler kan man få det erigerede penis til at vippe. Det er i øvrigt også disse muskler, der sørger for at presse de sidste dråber ud efter vandladning, så de ikke ender i underbukserne.

Hvornår skal du som mand træne din bækkenbund: hvis du lider af rejsnings-problemer, for tidlig sædafgang eller inkontinens (også efter prostata-operationer) kan du have stor gavn af at træne din bækkenbund. Musklerne er højst sandsynligt blevet svagere end det er tilrådeligt. Genoptræning af bækkenbundsmusklerne vil for mange have en positiv effekt på evnen til at kunne lade vandet fuldstændigt samtidig med, at de får nemmere og mere holdbar rejsning (mange oplever faktisk en bedre effekt med træning end med Viagra).

Gynops (Custom)