Fakta om brystcancer
Hvert år får mange stillet diagnosen brystcancer, som er den hyppigste kræftdiagnose blandt kvinder. Den primære behandling for brystkræft er operation, hvor knuden eller hele brystet og lymfeknuder bliver fjernet. En af bivirkningerne efter operationen er lymfødem (hævelse), der hos brystkræftpatienter opstår i armene. Lymfødem medfører ofte nedsat bevægelse i skuldrene, varme, rødme, rigidt arvæv og desværre også en del smerter.
Mange kan derudover opleve gener eller skader efter stråleterapi. Senfølgerne består ofte af smerter, nedsat kraft og funktion i armen, sensibilitetsforstyrrelser og arvævsdannelse.
Når du kommer til behandling efter endt brystcancerforløb, vil det være Louise, du kommer ind til. Hun har taget efteruddannelse inden for området, og brænder for at hjælpe kvinder, der har været igennem et sygdomsforløb med brystcancer.
Vigtigt med fysioterapi efter endt behandling af brystcancer
Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man bevarer sit normale aktivitetsniveau i hverdagen, da forskning tyder på, at motion, træning og styrketræning ikke udløser eller forværrer lymfødem i armen. Derudover viser forskningen, at tidlig indsats efter operation af brystkræft i form af manuel behandling og øvelser kan forebygge nogle af senfølgerne.
Her på klinikken tilbyder vi behandling efter endt brystcancerforløb, så hvis du oplever gener i form af nedsat bevægelse, arvæv, smerter og hævelse, så er du velkommen til at kontakte os på klinikken for en uforpligtende samtale.
Genoptræning efter brystkræftoperation
Genoptræningen/behandlingen vil starte med en grundig screening af det berørte område. Denne screening skal bruges til at forebygge senfølger.
Under screeningen vil skulderens bevægelighed blive undersøgt, og man vil også forsøge at vurdere, om smerternes omfang svarer til det ”forventelige” efter et behandlingsforløb af brystcancer. Der vil desuden blive undersøgt, hvordan vævet er påvirket (er der lymfestrenge, meget ødem, arvæv mv.)
Ud fra screeningen udarbejder fysioterapeuten relevante øvelser/træning, som gennemgås grundigt i samarbejde med patienten.
Generelt handler denne screening om at se, om der er begrænsninger i hverdagen, som vi kan afhjælpe trygt og sikkert via redskaber, som patienten kan arbejde med derhjemme eller i træningscenteret.