Hvad er Pilates
Pilates er et veldokumenteret træningssystem, der tager udgangspunkt i at styrke kroppen indefra og ud. Med andre ord er der i pilates fokus på at styrke muskelkorsettet, som er en samlet betegnelse for mavemuskulaturen, rygmuskulaturen, bækkenbundsmuskulaturen og vores vejrtrækningsmuskel. Når man styrker disse muskler, vil det have en god effekt på kropsholdningen og balancen.
Pilates styrker fortrinsvis kropskernen, og mange deltagere mærker hurtigt, hvordan træningen gavner dem i deres daglige gøremål. God balance forudsætter desuden et velfungerende nervesystem og kræver et godt samspil mellem vores sensoriske, motoriske og mentale system. Pilates udfordrer disse systemer samtidig.
Pilates er for alle
Undervisningen på vores pilateshold er for alle. De fleste af øvelserne laves stående eller liggende på en træningsmåtte, og vi bruger også redskaber som små bolde og elastikker. Det er en rolig time med stort fokus på vejrtrækning og tilstedeværelse i kroppen, men tag ikke fejl af pilates – det er god træning af de vigtige muskler omkring rygsøjlen.
Mange deltagere beretter om, at de føler sig lette i hovedet og i kroppen efter et pilateshold. Andre er sluppet af med kroniske hovedpiner og nakkesmerter.
Vores instruktører er altid opmærksomme på nye deltagere, så man kan roligt komme til pilates hos os, selvom man ikke har prøvet det før.