På vores parkinsonhold træner du med andre, der er i samme situation som dig. Du trænes af en fysioterapeut, der har mange års erfaring med træning af patienter med parkinson. Der er et ekstremt godt sammenhold på holdene, og alle små og store sejre fejres af alle.
Træningen på parkinsonhold har til formål at modvirke følgerne af parkinson, så deltagerne bliver bedre rustet til at kunne klare hverdagens fysiske udfordringer. Vi ved allesammen godt, at motion er vigtigt, men for parkinsonpatienter betyder det alverden, at der påbegyndes en målrettet træning, som er specielt designet til deres udfordringer.
Sygdommen kan ikke trænes væk, men den kan i mange tilfælde holdes i ave i længere tid. Det betyder for mange patienter, der lider af parkinson, at de daglige gøremål bliver nemmere. Flere af vores parkinsonpatienter fortæller, at de slet ikke kan undvære deres træning, og at den klassiske parkinsontræthed er blevet mindre udtalt pga. træningen.
Fokusområderne på et parkinsonhold vil bl.a. være balance, styrke, koordination, bevægelighed, udholdenhed samt konditionstræning. Der bliver selvfølgelig altid taget hensyn til den enkeltes udfordringer og den aktuelle dagsform.